Nørre Houvig
2. juli 2008: Kulturudvalgsformand Kristian Ahles udtalelser om en turistmæssig udnyttelse af Houvig-fæstningen kan meget vel blive startskuddet til en ophedet debat. Måske en gentagelse af slagsmålet i 1987, da Ringkjøbing Amtsråd udarbejdede et fredningsforslag for Krylen-området i Houvig.Idéen om en bevaring af områdets fæstningsanlæg stammede oprindelig fra begyndelsen af 1980’erne, da amtskommunens fredningsafdeling skrev til museerne og udbad sig forslag til bevaringsværdige emner og lokaliteter.Blandt de mere utraditionelle bidrag var et forslag fra Ringkjøbing Museum om at rette opmærksomheden mod Houvig-anlægget, som efter museets mening var et interessant kapitel i nyere tids historie. Danmarkshistorie I 1983 holdt amtets fredningsafdeling sit første møde med lodsejerne i Houvig. De var ikke interesserede i, at adgangen til området skulle udvides. Idéen blev derfor stillet i bero et par år. Men på amtskontorerne levede den videre, og der blev udarbejdet en omfattende rapport, som i 1987 mundede ud i et konkret forslag til bevaring af fæstningsanlægget i Houvig.Amtsfredningsinspektør Gert Alsted, Ringkøbing, udtalte 10. juli 1987 følgende til Dagbladet: ”Efterhånden så vi, hvordan der blev bygget yderligere i området. Anlæggets murstensbygninger og jordvolde begyndte at forsvinde. Vi måtte derfor stille os selv spørgsmålet: Skal fæstningsanlægget bevares, ja eller nej?" Amtsrådets udvalg for teknik og miljø sagde ja. ”Houvig-anlægget er et stykke Danmarkshistorie på linie med de voldsteder, skanser og borgruiner, som fortæller om vores historie i tidligere krigsperioder”, sagde formanden for udvalget, Kristian Thøgersen, til avisen. I rapporten giver Houvig-eksperten Bent Anthonisen, Ringkøbing, en detaljeret beskrivelse af fæstningsanlægget. Han betegner det som enestående og skriver bl.a.: ”Det er i dag muligt i Houvig at se den mest overskuelige og velbevarede kombination af kanonbatterier og en stor radarstilling på hele Atlantvolden fra Nordkap til den spanske grænse”. Fredningsforslaget I amtets bevaringsforslag hed det bl.a.:”I området findes kun ganske få sommerhuse. Byggeri af yderligere huse vil kunne ødelægge helhedsvirkningen af anlægget. Hvis området skal bevares, og befolkningen have mulighed for at opleve det, er det derfor nødvendigt at sikre: At der ikke foretages ændringer i terrænet ved afgravning eller opfyldning. At der ikke bygges yderligere i området. At de få sommerhuse, der findes i området, efterhånden fjernes, så området fremtræder som et ubrudt hele. At adgangen til området udvides, således at også arealerne øst for klitfredningslinien er frit tilgængelige. At det bliver muligt forskellige steder, f.eks. inde i bunkerne, at fortæller områdets historie i tekst og med billeder fra den tid, anlægget var i funktion. Enhver lodsejers skræk Amtets udspil havde en klar kulturhistorisk baggrund. Men museumsfolkenes, fredningsfolkenes og amtspolitikernes gode intentioner fandt ikke genklang i baglandet. Om det skyldtes økonomiske interesser eller anti-tyske holdninger, må vi i dag lade ligge hen i det uvisse.Men under alle omstændigheder vil en tekst, som den foran nævnte fra fredningsforslaget, give enhver lodsejer kuldegysninger – hvadenten man er sommerhusejer eller fastboende, eller begge dele – og måske oven i købet ejer af arealer, der i fremtiden kan udstykkes til sommerhusgrunde. Dette til trods blev debatten i dagspressen skæmmet af anti-tyske og anti-nazistiske teser. Og man oplevede noget så usædvanligt som en forbrødring mellem Jyllands-Posten og Ekstra-Bladet, der begge gik hårdt til værks med slagord som ”forsmædeligt”, ”afskyeligt”, ”spot over al danskhed”, ”nazistisk mindepark” og mere af samme skuffe.
Ekstra-Bladet gik så vidt som til at foreslå, at der skulle rejses en statue af Hitler foran Amtsgården i Ringkøbing, og at St. Blichersvej, hvor amtsrådet havde adresse, skulle omdøbes til Werner Best Strasse…Trafik-truslen Houvig Grundejerforening, som var blevet stiftet med henblik på at forhindre gennemførelsen af amtets fredningsforslag, rykkede i felten med en meget lang og vægtig protestskrivelse, hvori man bl.a. fokuserede på truslen fra den stærkt forøgede trafik i klitområdet, som ville blive følgen af en gennemførelse af fredningsforslaget.I skrivelsen bemærkede man dog også, at ”Bunkersanlægget er tysk-nazistisk ”kultur”historie og ikke dansk. Det er udtryk for den tyske nazismes stupide og grusomme voldsdyrkelse, og dets eneste relation til det danske land er at ligge her som en skamstøtte over den danske eftergivenhedspolitik før og under krigen. Vi finder det herudfra utiltalende og usmageligt at udstille og slå turistmønt af vort lands totale ydmygelse. Og vi ser ingen grund til at bevare og frede dette i det danske landskab så grimme og skæmmende nazistiske mausolæum”. Sendt til hjørnespark Efter den voldsomme debat i sommervarmen 1987 behandlede Holmsland Kommunalbestyrelse fredningsforslaget på sit møde den 20. august. Og et enigt råd vendte tommelfingeren nedad – selv om et par af medlemmerne spagfærdigt gjorde opmærksom på de historiske aspekter.Dermed var sagen sendt til hjørnespark. For uden kommunens opbakning havde amtet en dårlig sag. Fredningsforslaget blev parkeret dybt nede i en af de amtskommunale skuffer. Men i tænketankene i museums-, frednings- og turistkredse rumlede en offentlig og turistmæssig udnyttelse af fæstningsværkerne i Houvig fortsat i bedste velgående. Så i 1996 dukkede fredningsforslaget op til overfladen igen – denne gang med udgangspunkt i Skov- og Naturstyrelsen. Det nye forslags bestemmelser var knap så rigoristiske, som bestemmelserne i forslaget fra 1987. Der skulle således ikke røres ved bestående bygninger, men der måtte ikke ske yderligere udstykning i området. Og helt afgørende var det, at Skov- og Naturstyrelsen skrev: ”Hvis det viser sig, at der er massiv modstand hos lodsejerne mod en fredning af anlægget, og fredningen derfor heller ikke kan støttes af Holmsland Kommune og Ringkøbing Amtskommune, så har styrelsen ikke interesse i at gå videre med sagen”. For at lodde interessen arrangerede Skov- og Naturstyrelsen et orienteringsmøde på Hotel Danland i Søndervig fredag 23. august 1996. Et halvt hundrede vrede lodsejere mødte frem, og styrelsen kunne konstatere et massivt nej til forslaget. Selv om det senere på året blev behandlet af Holmsland Kommunalbestyrelse og Ringkjøbing Amtsråd, så var det i realiteten stendød. Og det har det været siden. Nu er det spændende, om et nyt frednings- eller bevaringsforslag ser dagens lys, så det store fæstningsanlæg på Ringkøbing-egnen kan få samme status som de eksisterende bunkers-museer ved Blåvandshuk og Hanstholm. Der er mange forskellige bunkers-typer i Houvig-fæstningen. Tre af de mest interessante er kommando-bunkeren, observations-bunkeren og mandskabs-bunkerne. Desuden er der bl.a. en dobbelt-kirke (vist nok i stedet en depotbygning til fødevarer), et køkken og et mindre hospital samt et større antal kanon- og maskingeværstillinger. Hvis nogen af de forskellige bunkerstyper og bygninger åbnes og indrettes efter retningslinierne i Skov- og Naturstyrelsens forslag fra 1996, vil Ringkøbing-området få et enormt trækplaster, som i mange år fremover vil blive besøgt af tusinder fra hele Europa.
